top of page
  • Forfatters billedeLegends Car

Arne Moss: ”Jeg vil gerne køre, hvor der er mange.”

2022-udgaven af OK Mobil 1 Legend Car Cuppen kommer til at byde på flere debutanter, der har én ting til fælles: de er alle startet i en kart. Det gælder også Arne Moss.


”I 1968 begyndte jeg at køre på Københavns Gokart Bane,” siger værktøjsmageren fra Haslev. Og du læste rigtigt. Det er 54 år siden, at Arne Moss kørte sig første løb, men længe inden da kom han ind i sporten. Hans far André stod således for højttaleranlægget på Roskilde Ring.

”Jeg blev dansk mester i det, der dengang hed Pop II, blev også københavnsmester og var med til at vinde DM i karting for hold for LUG, som jeg var medlem af,” fortæller Arne Moss. ”Jeg fik lokket mine forældre til Italien, til Milano, hvor IAME-motorfabrikken ligger. Vi fik lov til at købe en motor til 2.200 kr., og det var ellers en type motor, de normalt kun lejede ud, men min far havde snakket for sin syge moster.”


I de seneste år har Arne Moss kørt klassisk kart på de danske baner. Når han altså ikke har brugt weekenderne på at styre sin MRC-racer. Men nu gælder det en debutsæson i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen.


”Det er noget nyt, jeg skal prøve af, inden det er slut,” siger den 65-årige debutant. ”Jeg tror, at konkurrencen er skarp, og jeg glæder mig til at komme i gang.”


”Jeg har altid kørt der, hvor der var mange kørere. Det var der, konkurrencen var bedst. Hvis bare jeg kunne komme i den bedste tredjedel. Man kan kun blive bedre ved at køre mod nogen, som er bedre end dig selv.”

bottom of page