top of page
  • Forfatters billedeLegends Car

16-årig rookie imponerede på Ring Djursland

Det var de erfarne herrer, som krydsede målstregen først i de tre løb for OK Mobil 1 Legend Car Cuppen, som i weekenden blev kørt på Ring Djursland.


Lørdag eftermiddag kunne 2016-mesteren Kevin Verner, Silkeborg, krydse målstregen først foran den firdobbelte Masters-vinder Lars Bohnensach Ebbesen, Varde, i weekendens første heat. I det andet – søndag middag – tog Kevin Verner endnu en sejr – nu forfulgt over målstregen af Joachim Lee Holmstoel, Silkeborg, som endte med at tage sejren i tredje heat.


Men de erfarne herrer blev udfordret af en 16-årig rookie, som gav dem kamp til stregen.

Erik Martinez Soteldo, Morud, deltog i blot sin tredje runde af OK Mobil 1 Legend Car Cuppen. Og den tredje runde fandt sted på Ring Djursland. En bane, der er kendt som Danmarks sværeste. Men også en bane, hvor der ingen testmuligheder er. Alligevel imponerende han. Han var hurtigst i tidtagningen og sikrede sig her sin første maksimumscore. Han skulle dermed starte første heat fra startposition 20, hvorfra han fik arbejdet sig frem til en ottendeplads. I andet heat holdt rookien sin fjerdeplads fra start til mål, men i finalen var han klar til at udfordre de erfarne herrer i feltet.


Efter første omgang i finalen lå han firer bag Joachim Lee Holmstoel, 2018-mesteren Michael Søvang Christensen, Grindsted, og Masters-generalen Lars Bohnensach Ebbesen. Gennem løbet fik han passeret begge, så det kun var Joachim Lee Holmstoel, som forhindrede ham i at tage den første sejr i OK Mobil 1 Legend Car. Erik Martinez Soteldo var tæt på at tage føringen, men satte på et tidspunkt et hjulpar udenfor asfalten og den invitation sagde Michael Søvang Christensen Ja tak til ved at smutte forbi. Men Erik Martinez Soteldo endte den varme weekend på Ring Djursland med at blive kåret som finalens bedste rookie.


Erik Martinez Soteldo indsats bragte ham på tredjepladsen i Legend-kategorien efter Joachim Lee Holmstoel og Michael Søvang Christensen, mens Lars Bohnensach Ebbensen gjorde rent bord med fire maksimumscorer i Masters-klassen. I klassen for kørere med de 4-cylindrede motorer delte Jens Østergaard Frederiksen, Vrå, og Nils-Bo Riis, Jerslev, maksimumscorer, så sidstnævnte nu fører tabellen.


Næste runde af OK Mobil 1 Legend Car Cup køres den 18.-20. august ved Valvoline GP Danmark på FDM Jyllandsringen.


Foto: Henning Smed Madsen.

Comments


bottom of page